Forfatter: Marie Nydal

Fredag den 26. april var der et langt interview i Landbrugsavisen med Søren Søndergaard om landbruget og Den Grønne Trepart. Hvis du ikke allerede har læst artiklen, vil jeg på det kraftigste anbefale at gøre det.

Link: Søren Søndergaard om grøn trepart: Fordel for landbruget med stor aftale, men vi er ikke med for enhver pris | LandbrugsAvisen

Jeg får selv tit spørgsmålet om, hvorfor landbruget sidder med ved bordet i treparten og hvornår nok er nok. Som Søren Søndergaard, så tydeligt siger i interviewet ” Vores faglighed skal med ved bordet. Læs lige en meningsmåling og fortæl mig, at du hellere vil overlade til fremtidige politiske flertal at lege gavebod med vores jord”.

Jeg er er helt enig med Søren Søndergaard, når vi har muligheden for at bringe faglighed ind i forhandlingslokalet og påvirke retningen, så skal vi gøre det. Som der også bliver nævnt i føromtalte interview, kan der selvfølgelig komme et tidspunkt, hvor det ikke længere er relevant for landbruget at sidde med ved bordet, men så skal man også være bevidst om at man sætter sig, uden for indflydelse og overlader beslutningerne til andre. Den pris er jeg på nuværende tidspunkt ikke klar til at betale.

I Trepartens officielle opgavebeskrivelse står der: Treparten skal finde bredt funderede og langsigtede løsninger på landbrugssektorens klima- og naturudfordringer og komme med anbefalinger til, hvordan vi i Danmark bedst forvalter vores areal, natur og drikkevandsressourcer. Det vil være en forudsætning, at der findes implementerbare løsninger”

Der er rigtig meget på spil for landbruget og der er mange hensyn og dagsordner: klima, CO₂ -afgift, natur, biodiversitet, skovrejsning, drikkevand, vandmiljø og kollektive virkemidler,  m.fl. som lægger beslag på danske landbrugsarealer.  Det vil være helt galt, hvis det ikke sammentænkes, så vi sikrer at arealerne kan tjene flere formål på en gang. Vi har ikke råd til at trække god landbrugsjord ud af fødevareproduktionen.

Centrale rammer og lokale løsninger

Rammerne skal sættes fra central hold, men løsningerne skal findes lokalt i et samarbejde ml. relevante parter.

Lokale løsninger kommer ikke af sig selv, det kræver respekt, samarbejde, indsigt og forhandlingsvilje. Derfor er jeg på foreningens og medlemmernes vegne dybt taknemmelig over, at Nordsjællands Landboforening har repræsentanter og stærke kræfter i de lokale råd og nævn og i friluftsrådets kontaktudvalg. Det er bl.a. i disse fora at indsigten og respekten opbygges og kimen til de gode lokale løsninger lægges.

Derfor håber vi også, at det bl.a. bliver muligt at samle interessenterne (kommuner, erhverv, forsyninger, grønne organisationer m.fl.) i et større kystvandråd eller vandsamarbejde omkring fjordene. Et kystvandråd kan ud fra lokal indsigt og faglige målinger/analyser komme med faglige funderede anbefalinger til hvordan miljø-, klima og naturmål kan nås ved mere målrettede indsatser og virkemidler, der kan ligge uden for dyrkningsfladen. Erfaringerne fra pilotkystvandrådene er gode.