fbpx
Skip to main content

Gå på mod og en tro fremtiden blandt årets unge landmænd 2018

Gå på mod og en tro på fremtiden blandt årets unge landmænd 2018

–           Priser til to unge landmænd uddelt ved generalforsamlingen i Nordsjællands Landboforening 21. marts 2018

Der er gåpåmod og en tro på fremtiden blandt de unge Nordsjællandske landmænd. Bestyrelsen for Nordsjællands Landbrugsskole Fond har derfor besluttet, at uddele prisen ”Årets Unge Landmand” til 2 unge landmænd efter indstilling fra Nordsjællands LandboUngdom.

Priserne tildeles til Daniel Lindholm, 26 år, fra Korshøjgård i Jørlunde og Niels Jensen, 24 år, fra Arresøgård i Auderød, som med deres gå på mod og tro på fremtidens landmænd i Nordsjælland fortjener denne pris.

 

For fire år siden sad en ung mand i Slangerup med en drøm om at købe ejendom og starte egen maskinstation op. Den unge mand, Daniel Lindholm, forfulgte sin drøm og ejer i dag sammen med sin kæreste Lene landbrugsejendommen Korshøjgård med 27 ha i Jørlunde mellem Slangerup og Ølstykke. Daniel forfulgte også den anden halvdel af drømmen og startede således også maskinstation op, hvor det er presning og wrapning samt saltning og snerydning, som er de primære opgaver.

Daniels aktiviteter på Korshøjgård er med til at skabe liv i lokalsamfundet for foruden sig selv, er der også beskæftigelse til en halv fuldtidsstilling mere og forventningen er, at der i fremtiden bliver udvidet med yderligere arbejds- og elevpladser på Korshøjgård.

Den anden af årets unge landmænd er Niels Jensen fra slægtsgården Arresøgård i Auderød tæt på Arresø. Her bor Niels sammen med sin kæreste Camilla og sine forældre.

Niels Jensen uddannede sig som landmand fra Høng Landbrugsskole med henblik på at starte landbrugsaktiviteter op i det Nordsjællandske. I dag driver han også maskinstation i partnerskab med sin far og lillebror. Niels har i det daglige et stort ledelsesansvar i virksomheden, hvor han modtager ordrer og styrer logistikken. Telefonen er med på traktoren, når der Wrappes grovfoder til nordsjællandske husdyr. Ved siden af maskinstationen driver Niels 80 ha konventionelt planteavl i forpagtning og 13 ha økologisk planteavl.  På ejendommen er der også kødkvæg til afgræsning. Kødet afsættes til det lokale slagteri.

Hjertelig tillykke til de to unge landmænd Anno 2018