Gå til hovedindhold
STIG SØRENSEN & HELLE BUCK

Helle og Stig kæmper for mere lokalt og masser af smag

I udkanten af den lille bakkede by Søsum ligger Møllehøj. En stor gul firelænget gård omgivet af kartofler, jordbær, asparges, og æbler. På gårdspladsen er der fra morgen til aften et leben uden lige. For gårdbutikken med de helt friske råvarer får folk til at pendle lange afstande.

Åbent Landbrug iNordsjælland

Fra Siriuspatruljen til Søsum

Stig havde egentlig ikke tænkt, han skulle være landmand. Han er i hvert fald ikke blevet uddannet til det. Han ville i forsvaret, og endte med at køre rundt på hundeslæde i Grønland i to år med Siriuspatruljen. Men da faren blev for gammel til at drive gården videre, fik Stig i 1986 muligheden for at overtage den, og det sagde han ikke nej til. Året efter kom Helle til. Hun er ligesom Stig opvokset på landet.

I den første tid efter overtagelsen var Nordsjællands Landboforeningen helt uundværlig, for som Stig fortæller, vidste han jo langt mere om hundeslæder end om landbrug. I dag er situationen en helt anden. Gården drives topprofessionelt, men når regnskabet skal ordnes, eller skat inviterer til torskegilde, får de hjælp af Nola. De er glade for at vide, at de altid kan ringe, og at der i den anden ende af røret er fagfolk klar til at hjælpe dem.