fbpx
Skip to main content

Lars Jonsson ny formand i Nordsjællands Landboforening

Lars Jonsson – ny formand i Nordsjællands Landboforening

Ved generalforsamlingen onsdag den 22. marts i Nordsjællands Landboforening blev Lars Jonsson valgt som ny formand for foreningen. 200 medlemmer og gæster deltog i generalforsamlingen.

Lars Jonsson er 55 år og driver Brønshøjgård og Fuglerupgård i Lynge med en Antonius slagtesvineproduktion, 300 ha planteavl og bygningsudlejning.

Lars Jonsson har været konstitueret næstformand i bestyrelsen siden daværende formand Herdis Lindegaard Jespersen tragiske bortgang i maj 2016. Lars blev valgt ind i bestyrelsen i 2011 og er foreningens repræsentant i Regionsudvalget for Svin. Lars har også siddet i Danish Agros bestyrelse i en 4 årig periode.

Lokalt i Lynge er Lars også organisatorisk engageret, hvor han er med i den lokale Erhvervsforening samt formand for fodboldklubben og brugerbestyrelsen for Lynge idrætsanlæg.

Øvrige valg

Generalforsamlingen skulle i øvrigt vælge næstformand og 4 bestyrelsesmedlemmer.  Søren Hansen, der har været næstformand siden 2011 og konstitueret formand siden maj 2016 var på valg som næstformand og modtog genvalg uden modkandidater.

Der var desuden genvalg til Enok Vestergaard, mælkeproducent i Gilleleje, Lisbeth Toft Christensen, bærproducent i Værløse og Thomas Jensen, planteavler i Skævinge. Som nyt medlem i bestyrelsen blev Carl F. Bruun, Esrom valgt ind.  Carl Bruun var i sidste valgperiode suppleant og indtrådte i bestyrelsen i maj 2016 i forbindelse med konstitueringen.