Hvorfor er vi så bekymrede for spildevandet?

Debatindlæg Af Lars Jonsson, Formand for Nordsjællands Landboforening

Det kan lyde, som om vi forsøger at pege pilen et andet sted hen end på os selv, når så mange aktører i dansk landbrug forsøger at råbe op om udfordringer med spildevand. Men det bunder i, at vi lige nu er bekymrede for, at den indsats, vi har i den grønne trepart, ikke er nok til at redde det danske vandmiljø – og lad mig gerne uddybe det.

Den grønne trepart er et stort og voldsomt indgreb i det landbrug, vi kender. Vi gået med til at gøre en stor, aktiv indsats gennem den grønne trepart. Vi tager dyrkbar jord ud af drift, skaber skov, vild natur og anlæg, der er designet til at optage kvælstof. Det er en stor fælles samfundsindsats, der ikke må være forgæves – vi bør derfor sikre, at vi har data på plads, når vi skal vurdere effekterne af omstillingen. Hvis vi skal levere resultater for vandmiljøerne i den grønne trepart, skal vi kende spillepladen.

For når vi åbner vores øjne og kigger ud i landskabet, ser vi nogle andre ting end det, vi bliver fortalt om, der ødelægger vores vandmiljø. Vi fornægter ikke, at udvaskning af næringsstoffer har indflydelse, og at initiativerne i Grøn Trepart til at reducere risikoen for udvaskning er nødvendige. Det er dog svært ikke at undre sig over, om tallene for spildevandets påvirkning nu også er, som folk tror.

Hvad er det, der bekymrer os?

En af de ting, der undrer os, er, hvor mange historier vi hører om fejlbehæftede beregninger af overløb. De steder, der bliver sat flowmålere op – som rent faktisk måler mængderne af overløb – ser vi gentagne gange, at der er nogle voldsomme fejlskud i det beregnede. Det er flere steder mange tusind procent mere målt end modelleret. De tal gør os bekymrede for, om vi kender de reelle udledninger af næringsstoffer og kemi.

Derudover er det også muligt at se i kvartalsrapporter fra flere rensningsanlæg, at flere af de lokationer, de har taget ud af drift, stadig har overløb. Disse tal når dog tilsyneladende ikke videre til PULS, altså den officielle database. Det er altså overløb uden tilladelse, der ikke er registreret. Det gør os også bekymrede for, om beslutningerne bliver taget på baggrund af det det fulde billede.

Dertil ser vi – med selvsyn – at de steder, hvor overløbsrør fra kloakeringer løber ud i vores små bække og åløb, virker naturen hærget. Det flyder med toiletpapir og lort. Vi ser eksempler langs marker, hvor åløbene ser sunde og grønne ud – og så, efter et rør stikker ud, ligner det død og ødelæggelse. Det undrer os, når vi bliver fortalt, at det er os, der ødelægger miljøet – og det gør os bekymrede.

Vi ser også, at steder som Værebro Å – efter store renoveringer fra 2017 til i dag af Måløv Renseanlæg samt ændret grødeskæringspraksis – lige pludselig vrimler med liv, hvor fisk, ål og sågar odderen vender tilbage efter mange års fravær. Landmændene omkring har ikke ændret praksis – kun rensningsanlægget. Det bekymrer os ikke, at Værebro Å igen flyder med rent vand. Det er meget glædeligt! Det bekymrer os dog, at det ikke står som et eksempel på, hvordan vi redder vores vandmiljøer.

Der er mange flere eksempler på ting, der bekymrer os – ovenstående er kun et udpluk. Det er dog nok til, at vi tør stille os undrende over for, om vores indsats i den grønne trepart vil være nok. Og hvis den ikke er – bliver det så igen landbruget, der skal reguleres yderligere? Ser samfundet overhovedet mod andre forureningskilder?

Hvad er det, vi ønsker?

Vi ønsker at blive målt og vejet på virkeligheden – ikke på antagelser og beregninger om virkeligheden. Vi knokler lige nu for at bevare vores livsværk på den anden side af en historisk omlægning af det danske areal. Derfor er det vel ikke for meget at forlange, at vi tør sætte målere op og sikre gennemsigtighed og troværdighed i tallene.

Lige nu er der ikke krav om at måle koncentrationer og volumen på overløb – det er nok at regne sig frem til en antaget overløbsmængde. Det bør vi ændre på baggrund af de sager, der dukker op. Det gælder også de steder, hvor der ikke burde være overløb – men hvor det alligevel hænder.

Vi synes også, at vi skal måle direkte på landbrugets udledninger – det er uvisheden, der driver os til vanvid.

Det er en reel undren, der opstår, når vi kigger på det, der foregår på vores marker til dagligt. Vi kan simpelthen ikke få det til at give mening.